Borgermøde på Amager skal sætte fokus på ny stormflodssikring af kritisk infrastruktur

København er blandt landets mest udsatte områder, når stormfloder rammer. Stigende havvandstande som følge af klimaforandringer øger risikoen for oversvømmelser, og derfor sætter Sund & Bælt nu gang i en miljøkonsekvensvurdering af Lufthavnsdiget på Sydamager.
Diget omkranser Københavns Lufthavn mod øst og fortsætter sydpå mod Ullerup- og Vestamagerdiget. Sikringen skal beskytte centrale dele af Region Hovedstadens infrastruktur – herunder lufthavnen, Øresundsmotorvejen og Øresundsbanen – som i dag vurderes utilstrækkeligt beskyttet mod stormflod.
Den grønne korridor markerer det område, hvor Sund & Bælt foretager en mijøkonsekvensvurdering og undersøger muligheden for at etablere en oversvømmelsessikring. Foto: Sund & Bælt
Initiativet udspringer af den politiske Accelerationspakke for kystbeskyttelse, der blev vedtaget 25. oktober 2025. Før arbejdet går i gang, inviterer Sund & Bælt borgere til et borgermøde på Amager den 3. december, hvor projektet og det videre forløb præsenteres.
“Sund & Bælt er nødt til at handle i tide,” understreger myndighedschef Christian Henriksen: “Klimaforandringer giver udfordringer i fremtiden, som vi er nødt til at forholde os til i dag. Det er afgørende, at vi handler i tide for at beskytte vores kritiske infrastruktur mod stormfloder og stigende vandstande.”
Borgermødet giver mulighed for at stille spørgsmål og komme i dialog med fageksperter. Mødet optages og offentliggøres senere. Samtidig kan borgere og organisationer bidrage med idéer i en idéfase frem til 19. december.
Faktaboks
- Projekt: Miljøkonsekvensvurdering af Lufthavnsdiget
- Formål: Stormflodssikring af Københavns Lufthavn, Øresundsmotorvejen og Øresundsbanen
- Baggrund: Stigende vandstande og hyppigere stormfloder
- Politisk aftale: Accelerationspakken for kystbeskyttelse (25. oktober 2025)
- Borgermøde: 3. december 2025 kl. 17.00–19.00, Simgolf Amager, Amager Landevej 233
- Tilmelding: Senest 28. november 2025 via Sund & Bælts hjemmeside
- Idéfase: 20. november–19. december 2025 (mail: lufthavnsdiget@sbf.dk)
- Arrangør: Sund & Bælt






Accepter kun nødvendige cookies